Vandring og ølsmagning

Mange er nok enige i, at den bedste tørstslukker på en varm dag, er en kold øl. Og efter en vandretur smager den bare endnu bedre. Udflugten her begynder med en vandring gennem den seværdige og ukendte Deliana-kløft og slutter af med ølsmagning og frokost i den nærliggende by Zounaki.

Ikke langt fra Chania ligger en ukendt kløft med hele to navne; Mesavlia og Deliana. To nærliggende byer har nemlig begge gjort krav på navnet, og derfor begynder vandringen i Mesavlia-kløften i syd og slutter i Deliana-kløften i nord. Fordelen ved at starte ved Mesavlia er, at sværhedsgraden her er meget let. Her vandrer man nemlig ned ad bakke med fin udsigt over de imponerende kalkstensvægge og muligvis også de gribbe, som holder til i kløften. Undervejs kommer vi forbi kapellet Agia Irini, hvor vi lige kan nå et kort besøg og få fyldt vandflaskerne op, inden turen fortsætter. Ved ankomsten til byen Deliana kommer vi til endnu en kirke. Den blev opført til ære for Johannes Døberen og er fyldt med imponerende vægmalerier fra 1300- og 1400-tallet. Efter dagens aktivitet falder belønningen nok i god jord. Der er i øjeblikket 36 mikrobryggerier i Grækenland, men kun ét man kan besøge. Og dét er bryggeriet Xarma ved Zounika. Her er alt øl frisktappet og produceres kun med salg fra fad eller fustage for øje. Vi prøvesmager fire øltyper, hvoraf de tre fremstilles året rundt. Den fjerde er fremstillet til sæsonen og dermed en overraskelse. Men ingen ølsmagning på tom mave; vi får også serveret en overdådig tallerken med meze. Velbekomme - og skål!

Mad og drikke: 4 x 10 cl smagsprøver på øl fra Xarma, en tallerken med meze samt en valgfri øl på 30 cl. Valgfri sodavand til børnene. Tid: Heldagsudflugt, ca. kl. 09-16. Udflugtsledelse: Skandinavisktalende guide. Husk at medbringe: Kamera, penge, bekvemme sko og tøj, der egner sig til vandring samt vandflaske. Øvrigt: Vandringen går for det meste nedad. Underlaget består delvist af asfalt og grusstier. Det er muligt at fylde vandflasken op efter ca. 1 kilometer ved Agia Irina-kapellet. Vandringen er ca. 5 kilometer lang.

Voksen, pris ca. 45
Børn, pris ca. 10
Valuta EUR